Nordisk Kornseminar
i Danmark fra 5. – 7. Juli 2016
Årets nordiske Kornseminar kommer til at foregå på Vittrup Centret i Nordjylland, og der er nu mulighed for at tilmelde sig på hjemmesiden: www.kulturplanter.dk under: 5.-7. juli 2016: Nordisk Kornseminar i Nordjylland
Det Nordiske Kornseminar har til formål at styrke det Nordiske netværk blandt professionelle med interesse indenfor korndyrkning og kornforædling af nordisk specialkorn, herunder formaling, bagning og fremstilling af øvrige cerealiefødevarer, markedsføring og formidling.
Seminaret holdes årligt på skift mellem de nordiske lande. Deltagerantallet i hvert seminar har været godt 100 personer. De tidligere møder har været afholdt i: 2010 Roskilde, Danmark; 2011 Prestfoss, Norge; 2012 Livø, Danmark; 2013 Dingle, Sverige; 2014 Mariehamn, Åland og 2015 Steinkjer, Norge.
Programmet for 2016 er endnu ikke færdigt, men vi har planlagt temaer indenfor formaling af korn, bagning, markvandring i glutenfri afgrøder, samt en workshop til erfaringsudveksling for yngre deltagere, som arbejder med korn. Der vil være oplæg om fytinets nedbrydning og tilgængelighed af mineraler fra kornprodukter; bageforsøg med kultursorter; erfaringsudveksling om afskalning af boghvede, spelt og byg; samt maltkvalitet til whiskyproduktion etc.
Ud over faglige indlæg og workshops i seminaret er der indlagt ekskursioner til kornforarbejdende- og forædlingsvirksomheder, bl.a. Bageriet Aurion, Møllehistorisk Samling i Hadsund, glutenfri marker, Agrologica planteforædling m.fl.
Programmet opdateres løbende. Du har mulighed for at præge programmet og komme med oplæg etc. ved at kontakte planlægningsgruppen.
Planlægningsgruppen har søgt en række fonde, men desværre uden held. Prisen på seminariet er derfor blevet noget højere, end vi havde håbet på, selvom vi har fået forplejning og ophold til en meget rimelig pris. Vi håber derfor, at der er mange, som vil støtte op omkring seminariet med økonomisk støtte, naturalier og praktisk hjælp til gennemførelsen. Vi er i gang med at tage kontakt til firmaer/møllere/grossister/ foodservice, etc. men vi hører meget gerne fra flere, der i større eller mindre grad vil bidrage til seminariet.
PRAKTISK INFO Tilmelding sker via link på hjemmesiden: www.kulturplanter.dk under: 5.-7. juli 2016: Nordisk Kornseminar i Nordjylland.Fakturaen sendes til den oplyste e-mail adresse. Når betalingen er registreret er tilmeldingen gennemført.
TILMELDING SENEST DEN 20. JUNI 2016
Seminariet holdes på Vittrup Centret – Mad og naturskole, der ligger 5 km nord for Løkken, tæt på den nordjyske vestkyst. Børglum klostervej 84, Løkken, se mere på www.vittrupcentret.dk
Overnatning vil foregå primært i 2-sengsrum med bad og toilet.
Hele seminariet, overnatning og forplejning (mad, kaffe, og kage uden drikkevarer) koster: 2.350 Dkr. Incl. moms (25%)
Hele seminariet, forplejning (mad, kaffe, og kage uden drikkevarer) men uden overnatning koster: 1.850 Dkr. incl moms (25%)
Én dags deltagelse i seminariet koster 400 Dkr. Incl. moms (25%) Forplejning for én enkelt dag afregnes på dagen på Vittrup Centret.
Ønskes en ekstra overnatning (den 4. juli eller den 7. Juli) koster det 250 Dkr. Incl. moms (25%) og incl. lagen og håndklæde.
Der vil være begrænset mulighed for at overnatte i medbragt telt - dette skal aftales særskilt med planlægningsgruppen og kan ikke noteres i tilmeldingsmodulet. Pris 200 Dkr. Der vil være adgang til toilet og bad på Vittrup Centret.
”Nordisk netværk for kulturkorn” og ”Kornseminar 2016” kan findes på Facebook.
Du bedes sende denne invitation rundt i dit netværk
Følg med på Hjemmesiden: www.kulturplanter.dk under: 5.-7. juli 2016: Nordisk Kornseminar i Nordjylland, der opdateres løbende. Bedste hilsner planlægningsgruppen Jørn Ussing Larsen, Aurion Bente F. Nielsen, Aurion Åse Solveig Hansen, KU Science, aah@food.ku.dk Per Grupe, Kornby Mølle
Anders Borgen, +45 4081 3518, borgen@agrologica.dk Dorte Ernst, +45 2324 7201, dorteernst2011@gmail.com
|