Et muligt nyt verdensbillede for planetsystemet.
(Hermed lidt hjernegymnastik til påsken.
Ser at de 2 figurer ikke kommer med!
Jeg kan ikke her sende et link med.
Hvis du er interesseret, så send mig en mail, og jeg sender det hele)
For nogen er det måske bekendt, at Rudolf Steiner har givet udtryk for, at Solen og Jorden bevæger sig i 8-talsformede baner i rummet. For de fleste, er det en uforståelig, teoretisk påstand.
Da jeg længe havde arbejdet med astrologi og helt fra ung af med astronomi, så pirrede denne påstand mit væsen, da jeg for første gang hørte om den.
I praksis har vi kunnet styre rumfartøjer til eller tæt forbi planeterne. Teknisk synes det altså endeligt bevist, at vi fuldt ud kender indretningen og bevægelserne i vort Solsystem.
Den nærliggende slutning er, at her er altså et område, hvor Steiner kunne have taget fejl.
Hvad kan man gøre, når naturvidenskabsmanden i én siger, at her tog Steiner fejl, og når hjertet i én ”siger”, at han ikke gjorde det?
Ja, det bliver individuelt. Men jeg valgte at finde frem til noget kildemateriale, nemlig den såkaldte 3. naturvidenskabelige foredragsrække af Steiner. Den kunne kun lånes på tysk, og jeg gik i gang. Senere har jeg fundet ud af at Svend Krogh i Århus-gruppen har oversat hele dette kæmpeværk til dansk i en privat udgave.
I Foredragene går Steiner som sædvanligt meget grundigt til værks. Ellipser, parabler, hyperbler osv. bliver gennemgået matematisk og billedligt på en måde, som må kunne være en indlysende klar hjælp for enhver gymnasieelev.
I blandt disse geometriske figurer kommer vi også frem til den såkaldte lemniskat. Den er matematisk defineret ved en simpel formel, og geometrisk er den 8-talsformet, ikke helt rund, men noget flad for enderne.
Men Steiner giver jo sjældent de endelige færdige løsninger. Vi skal selv tænke videre, eksperimentere. Guddommelige, færdige løsninger, som ligger over vort bevidstheds-niveau, kan vi dårligt stille noget op med.
Jeg stirrede på hans skitseagtige tegninger, hvor planeterne tilsyneladende alle bevæger sig i lemniskater. Fascinerende, men totalt uforståeligt for mig.
Nogle gange ærgrer vi os også over, at Steiner ikke gav os endnu flere praktiske løsninger. Bare han dog lige var blevet spurgt om det og det… Men her oplevede jeg virkelig ens magtesløshed, ved at stå over for en ”færdig” løsning.
Nåh ja, du skal ikke tænke på det sådan konkret fysisk, sagde nogen til mig. Der er sikkert noget æterisk, oversanseligt, sagde de.
Men det var ikke nok for mig. Steiner har utvetydigt sagt fx, at Månens bane står vinkelret på Solens bane. Stenografifejl? Nej næppe. Men vi ”ved” da, at baneplanen Jord – Måne næsten falder sammen med Jord–Sol-planen (Ekliptika). Det kan vi da ”se” på stjernehimlen.
Steiner siger lige så bombastisk, at Solens og Jordens baner er lemniskater, og hverken Solen er systemets centrum (som nutiden mener), eller Jorden er det, som grækerne mente. Begge dele er lige forkerte eller rigtige – om man vil.
Steiner sagde videre, at Solen og Jorden bevæger sig med stor hast gennem rummet, og gør det på en sådan måde, at Jorden to gange om året passerer et sted, hvor Solen tidligere har været til stede. Egypterne følte dette, og holdt to store årstidsfester i de dage.
Jeg tegnede, og jeg spekulerede - og var ved at opgive det hele. Det her gik ud over mine evner. ”Tilfældigt” tog jeg det så ind i mine meditationer, og så skete der noget. I den rolige bevidsthedstilstand begyndte jeg at forstå en mulighed. Det lykkedes mig at arbejde mig frem til et billede.
Nu er den rummelige 3. dimension så uhyre svært for os mennesker at forstå, hvis det bare bliver lidt indviklet. Selv relativt enkle bevægelser mellem linier, planer og kugler bliver hurtigt svære at overskue. Så derfor frem med pap og saks. Klippe banerne for Sol og Jord ud i pap. Sætter dem sammen som indset i meditationen. Nej, det duede ikke.
Men jo, hvis nu jeg vender baneplaner sådan, anderledes, så går det jo.
En fantastisk oplevelse. Jeg ved stadig ikke, om den er rigtig, men den er i hvert fald teoretisk mulig. Og jeg håber, at den er så enkel, at det må være mig muligt at give dig den samme indsigt på følgende måde:
Efterfølgende ser du lemniskatkurven. Klip sådanne 2 kurver ud i pap. I praksis klipper du rundt langs den ydre rand, og du kan stå med ”8-tallet” i hånden. Nu må ”8-tallet” ikke gå over på midten, men levn en firkant i midten, som forsøgt antydet stiplet.
Tegn tallene fra 1 til 8 ind som vist på begge ”8-tal” i næste figur. Start med 1 til venstre i midten. Dernæst opad til 2 på første top, 3 nede i krydset osv. rundt.
Det ene 8-tal er solens bane, og det andet Jordens bane. Inde i midterfirkanterne klipper du lodret en revne ind til centrum. På den ene nedenfra og på den anden ovenfra.
Nu kan du koble banerne sammen, idet begge baneplader holdes lodret ”stående” på bordet, og den med slids forneden sættes oven i den andens slids, så det får fælles centrum, og så skal de stå vinkelret på hinanden.
Senere fandt jeg den efterfølgende figur i en tysk bog. Den udtrykker præcist mine egne tanker. Jordens bane er beskygget. Solens er uden skygge.
Og nu kommer så den operation, der kan gøre det sandsynligt/muligt for dig at indse, at dette er en reel mulighed. Tag en blyant e.l., helst med en længde svarende til din afstand mellem de to 2-taller på hver kurve for oven. Lad blyantspidsen hele tiden pege mod Jorden, som hvis Solen pegende skinner på Jorden.
Bevæg så blyanten langs 8-tals-kurverne fra punkterne 2-2, videre til punkterne 3-3 osv.
Hvad er der sket, når blyanten har bevæget sig forbi alle tallene og er nået tilbage til startstillingen? Den har bevæget sig ned (til 4), op (til 6), ned (til 8) og op til 2-2 igen.
Blyanten har hele tiden været vandret, men har samtidig drejet sig 1 gang rundt. Men den ”vandrette” plan (ekliptika) indeholdende Jord og Sol har forskudt sig først ned og så op igen op til startplanen.
Klip det ud, så er det ikke så indviklet, som det ser ud med skrevne ord.
Alt er relativt sagde Einstein. Hvis du anser Jorden for centrum, så ser det ud som om Solen kredser om Jorden. Og omvendt hvis Solen sættes som centrum. Begge dele er lige rigtige.
Ekliptika (baneplanen Jord-Sol) bevæger sig ifølge dette op og ned. Skulle man ikke kunne måle det? Jo, det vil jeg mene, men man ser ikke efter noget, man ikke har tænkt på.
Man kan også se Solen og Jordens bevægelser på en hel anden måde. I løbet af et år udfører hvert legeme en dobbeltsvingning, dels en ”vandret” svingning fra side til side og tilbage igen (hver varende et ½ år) og dels samtidig 2 dobbeltsvingninger ”lodret”. Sådanne svingninger er velkendte i mange sammenhænge på andre områder.
Hvad så med den såkaldte tyngdekraft? Dertil siger Steiner et sted, at denne kraft slet ikke er det, som vi tror i naturvidenskaben. Han har ikke sagt mere, så endnu en gåde for os. Der er meget, vi ikke ved, og der er megen misforstået ”overtro”.
|
