Fra Information 28-12-2016
TTIP er en katastrofe for miljø og arbejdsvilkår
Ledende politikere og fagforeningsfolk
fortsætter med at tale den transatlantiske
frihandelsaftales tvivlsomme vækstpotentiale
op og ignorerer fuldstændigt dens negative konsekvenser
Af Palle Bisgaard
I 2016 fortsætter arbejdet med
at indgå en frihandelsaftale mellem EU og USA.
Bliver aftalen indgået, som den foreligger
nu, vil den forringe vores muligheder
for at kæmpe for bedre lønog
arbejdsvilkår og for at styrke
vores klima- og miljøindsats. Alligevel
har ledende politikere og fagforeningsfolk i Danmark travlt
med at lovprise aftalen. Men vi
bør være langt mere på vagt over
for aftalen – ligesom fagbevægelse,
miljøorganisationer og politikere
til venstre for midten er i resten af verden
Meget tyder nemlig på, at laveste
fællesnævner bliver udgangspunktet
i den transatlantiske frihandelsaftale
med det mundrette navn TTIP. For USA insisterer på,
at såkaldt overstatslig investorbeskyttelse
bliver en helt central del
af aftalen. Det betyder kort fortalt,
at vi vil få et overstatsligt organ,
hvor multinationale selskaber kan
anlægge sag mod nationalstater,
hvis f.eks. ny lovgivning eller national
regulering forventes at ændre
forudsætningen for deres indtjening.
Der er masser af ting, man kan
kritisere investorbeskyttelse for.
Jeg vil forsøge at tage fat i de tre
vigtigste grunde til, at det vil være
en katastrofe, hvis EU og dermed
Danmark går med i TTIP og accepterer
det pres, USA lægger på
Europa for at få en overstatslig
investorbeskyttelse skrevet ind i aftalen.
Tiltræder vi TTIP, som aftalen
lader til at blive udformet, så vil
det give meget store udfordringer
i forhold til vores mulighed
for at lave lokal miljøbeskyttelse
og holde fast i ordentlige løn- og
arbejdsvilkår, og så vil aftalen udfordre
det mens grundlæggende
princip i enhver velfungerende
retsstat, nemlig princippet om, at
alle er lige for loven.
De multinationale vinder
Investorbeskyttelsesprogrammet
hedder ISDS, og dette overstatslige
organ vil være hævet
over nationale retssystemer og vil
kunne underkende retskendelser.
På den måde bliver udenlandske
virksomheder stillet bedre end
nationale virksomheder. Nationale
virksomheder vil altid være
underlagt national lovgivning,
mens multinationale selskaber
kan trække sager op på overstatsligt
niveau.
Men det er ikke kun vores retsprincipper,
som er på spil. Vi har
allerede set, at investorbeskyttelsesprogrammer
har haft store
konsekvenser for lande, der enten
har måttet ændre deres lovgivning
eller betale en meget stor
bod til multinationale selskaber
som følge af sagsanlæg ved overstatslige voldgifter.
Der var mange arbejdere i
Egypten, der håbefulde så frem
til, at mindstelønnen skulle stige
oven på Det Arabiske Forår. Men
renovationsarbejderne i Alexandria
fi k sig noget af et chok, da
det franskejede selskab Veolia,
der står for aff aldshåndteringen i
byen, valgte at lægge sag an mod
den egyptiske stat med et krav på
750 millioner kroner, fordi mindstelønnen
var steget, og det ville
gå ud over deres investering.
I den danske byggebranche ser
vi også, at nogle af de udenlandske
virksomheder, der arbejder
her i landet, gør alt, hvad de kan,
for at lave størst mulig profi t selv
om det betyder, at de skal bryde
national og international lovgivning
om løn og arbejdsvilkår.
F.eks. har både vores pensionsregler
og feriepengeregler været genstand
for mange slagsmål mellem
medarbejdere og virksomheder.
Jeg frygter, at en frihandelsaftale
kan sætte endnu større pres
på byggebranchen, end der er i
forvejen. Vores erfaring med sager
om social dumping i Danmark
peger i retning af, at globale virksomheder
vil forsøge at bruge aftalen
til at legitimere social dumping
og underkende arbejdsretten
og dansk lovgivning. Tænk bare
på Ryanairs krumspring for at forsøge
at snige sig uden om dansk lovgivning.
Blokerer for stramninger
Da atomkraftværket i Fukushima
i Japan udviklede sig til en atomkatastrofe,
rystede det verden. På
baggrund af katastrofen besluttede
Tyskland sig for at lave en plan
for at udfase atomkraft til fordel
for bæredygtige og sikre energikilder.
Mens miljøorganisationerne
i Tyskland glædede sig over planen,
så blev den modtaget helt
anderledes af den svenske energigigant
Vattenfall. De valgte på
baggrund af planen at sagsøge
den tyske stat for 30 milliarder
kroner, fordi planen ville betyde
faldende profi t på deres atomkraftværker.
Sagen er ikke afsluttet, men har
allerede kostet den tyske stat millioner
i sagsomkostninger og kan
ende med at blive meget dyrere.
Uanset udfaldet af sagen, så
har investorbeskyttelsesprogrammerne
indført et helt nyt forhold i
landenes klima- og energipolitik.
Strammere miljøbeskyttelse og
ændrede CO2-målsætninger kan
give sagsanlæg og koste dyrt. Det
er tankevækkende oven på KOP21-
forhandlingerne i Paris, som ellers
har understreget, at vi har brug
for at trække i en grønnere retning verden over.
Med skærpet investorbeskyttelse
kan vi sagtens havne i lignende
situationer i Danmark. Det kunne
f.eks. være udenlandske virksomheder,
der bliver underlagt
strammere regler for udledning
af kvælstof i åer og vandløb. Eller
bilindustrien, der sagsøger Danmark
for at sætte ambitiøse mål
for CO2-udledning fra biler, som vi
tidligere har set det i Sydkorea.
Og sådan vil der være en række
steder, hvor investorbeskyttelsen
i ISDS på den ene side vil blokere
for nye miljøstramninger og på
den anden side kan komme til at
koste den danske stat dyrt, hvis
man alligevel ønsker at tage skridt
i retning af bedre klimasikring.
Erfaringen fra de steder i verden,
hvor man har indgået aftaler
om investorbeskyttelse, er, at det
ofte er nok for de multinationale
selskaber at true med at anlægge
en sag. Frygten for at tabe, udsigten
til lange sagsforløb og omkostningen
ved at føre sagerne betyder
i mange tilfælde, at lovgivning
rulles tilbage eller ændres, så den
ikke rammer de multinationale selskaber.
På den måde kan en transatlantisk
frihandelsaftale meget vel
ende med at blive en klods om benet
på både USA og de europæiske
lande, som hverken kan lave progressiv
miljølovgivning eller forbedringer
af løn- og arbejdsvilkår.
Forkert omdrejningspunkt
Måske er det også derfor, at organisationer
og fagforeninger i USA
og i resten af verden er meget bekymrede
for aftalen. Europæiske
organisationer har samlet tre
millioner underskrifter mod TTIP
for at råbe politikere og forhandlere op.
På trods af modstanden fra organisationer
i hele Europa og USA
er både ledende politikere og fagforeningsfolk
i Danmark positivt
indstillet over for aftalen. De
argumenterer for, at vi alle bliver
rigere af at handle mere med
hinanden. Men inden man løfter
armene over hovedet, så er der
mindst ét spørgsmål, der står ubesvaret.
Grundlæggende bør vi spørge:
Hvorfor skal multinationale selskaber
have deres eget voldgiftssystem,
der er hævet over nationale
retsinstanser, når vestlige,
civiliserede lande med velfungerende
retssystemer handler med hinanden?
Hvorfor skal multinationale
selskabers interesser være omdrejningspunktet
i en aftale om frihandel?
Det er en god idé, at vi handler
mere med hinanden. Det er en
god idé at lave nogle aftaler med
hinanden om rammerne for at
handle sammen. Men det burde i
langt højere grad være beskyttelse
af klimaet og miljøet og sikringen
af arbejdstagerrettigheder, der var
omdrejningspunktet i aftalen.
Så ville aftalen have mulighed
for at blive den løftestang, der
kan bringe amerikanske lønninger
tættere på det skandinaviske
niveau og trække verden i en mere
grøn retning. Som det ser ud nu,
lader det desværre til, at aftalen
vil betyde det modsatte.
kronik@information.dk
Palle Bisgaard er næstformand i
3F’s byggegruppe
|
