TISA Ren hensynsløshed TTIP og TTP
En tankevækkende artikel i Information 11-11-2015
” begge har meget lidt at gøre med handel og meget at gøre med magt”– står der.
TISA, en frihandelsaftale om liberalisering af serviceområdet, inklusive finanssektoren, der dækker Nordamerika, EU, Japan, Australien og andre nationer”Dette indebærer fx, at vand, el, varme o.l. privatiseres - så vidt jeg forstår.
Jeg har med fed fremhævet noget nede i teksten.
11. november 2015
Hvad har vores regeringer lært af finanskrisen? Om det kan man skrive en hel klumme, men lad mig lad mig for nemheds skyld opsummere svaret i ét ord: intet.
Hvordan ellers forklare disse regeringers gennemførelse af politikker, der optimerer betingelserne for, at krisen kommer igen, og denne gang er endnu værre? Finanskrisen er desuden kun én af flere kriser, hvad enten vi taler skatteunddragelse, sparepolitikker, offentlig sundhed og miljøbeskyttelse, hvor tilsvarende fordummelser accelererer.
Alle kriser kan føres tilbage til den samme årsag: aktører med enorm magt og global rækkevidde, der er i stand til unddrage sig demokratisk kontrol i kraft af den grundlæggende korrumpering i hjertet af vores politiske liv. For næsten alle regeringer vejer de økonomiske eliters interesser tungere end vælgerbefolkningens. De ikkefolkevalgte banker, virksomheder og grundejere besidder enorm magt, som den politiske klasse ser sig nødsaget til at imødekomme. Global regeringsførelse ligner et uendeligt Bilderberg-møde.
På den ene side har regeringer fjernet de love, der sætter grænser for bankers og virksomheders virke under henvisning til, at globaliseringen jo alligevel svækker nationalstaten og umuliggør effektiv lovgivning. I stedet, siger de, skal vi stole på, at de, som udøver den økonomiske magt, kan regulere sig selv.
På den anden side gennemfører samme regeringer vidtgående nye love til styrkelse af de økonomiske eliters magt. Selskaber får rettigheder som juridiske personer. Deres ejendomsret udvides. De, som protesterer, sættes under overvågning med metoder, som forekommer mere tjenlige for diktaturer end for demokratier. Åh jo, statsmagten kan stadig træde i karakter – når det er påkrævet.
Ren hensynsløshed
Både det foreslåede Stillehavspartnerskab (TTP) og det foreslåede Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP) formodes at være handelstraktater, men begge har meget lidt at gøre med handel og meget at gøre med magt. Sigtet er at styrke selskabers magt på bekostning af parlamenters og retsstatsprincippers. Noget bedre redskab til at forværre vores kriser – finansielle, sociale og miljømæssige – og samtidig gøre dem universelle er svært at forestille sig. Og dog er noget endnu værre på vej i form af forhandlinger, der endnu føres i dyb hemmelighed. Det gælder TISA, en frihandelsaftale om liberalisering af serviceområdet, inklusive finanssektoren, der dækker Nordamerika, EU, Japan, Australien og andre nationer.
Kun på grund af Wikileaks har vi fået indblik i, hvad der planlægges: mekanismer, der kan bruges til at tvinge nationerne til at acceptere nye finansielle produkter og ydelser; til at godkende privatiseringer af offentlige tjenester og til at reducere standarder for velfærdsydelser og miljøbeskyttelse. Det ligner det største internationale angreb på demokratiet udtænkt i de seneste to årtier.
Med andre ord proklamerer selvhadende statsmagter, at de ikke længere har virkelig magt og undergraver i samme moment deres egen kapacitet til at lovgive internationalt som nationalt. I en verden med accelererende kompleksitet og boomende virksomhedskriminalitet er dette ren hensynsløshed. Men frygt ikke, siger vores ledere. Der er ikke længere brug for at underlægge den økonomiske magt en demokratisk vedtagen, retsstatslig kontrol. Den kan da bare regulere sig selv.
Høster stormen
Nogle af os har længe haft mistanke om, at dette er vrøvl med vrøvl på, og efterhånden har vi fået syn for sagn: I sidste uge udkom i Storbritannien den første undersøgelse af selvregulering. Den blev bestilt af Storbritanniens Kongelige Selskab til Beskyttelse af Fugle, men dækker alle sektorer fra ydere af mikrolån til hundeopdrættere. Og den viser, at i næsten alle tilfælde – i 82 procent af de 161 vurderede ordninger – har den frivillige selvregulering slået fejl.
Vi ved, at da EU forsøgte at mindske antallet af fodgængere og cyklister, som dræbes af motorkøretøjer, var der overvejelser fremme om at vedtage en lov, der pålagde bilproducenter at ændre design af kofangere og motorhjelme til en omkostning af blot 50 euro pr. bil. I stedet satsede man på en frivillig aftale med industrien. Resultatet blev et 75 procent lavere beskyttelsesniveau, end lovpålægget ville have leveret.
Frivillige ordninger, der skal bremse reklamer for junkfood til børn i Spanien, nedbringe udslip af drivhusgasser i Canada, spare vand i Californien, redde albatrosser fra langlinefiskeri i New Zealand, beskytte kosmetisk kirurgipatienter i Storbritannien, stoppe aggressiv markedsføring af psykiatriske lægemidler i Sverige er alle mislykkedes, mislykkedes, mislykkedes. Hvad staten med et pennestrøg kunne gøre billigt og effektivt blev overladt til den famlende indsats i brancher, som, selv når de er oprigtige, underløbes fatalt af gratister og opportunister.
Nogle gange har virksomheder selv bedt om nye love, der kunne hæve standarderne i hele branchen. For eksempel forsøgte producenter af ensilagefolie at få den britiske regering til at sætte minimumskrav for genanvendelsesprocenten, mens gartnerisektoren ønskede forordninger for udfasning af tørv. Det ville regeringen ikke medvirke til. Blind ideologi?
Fordi de partier, som får sponsormidler fra de store selskaber, bøjer sig for samme store selskabers ønsker, tvinges vi alle til at tilpasse os selskabernes lave standarder. Jeg formoder, at regeringerne ved så vel som nogen, at lovgivning er mere effektiv end selvregulering, hvilket må være grunden til, at man ikke bruger den.
At holde vælgerbefolkningen tilbage og at sætte de magtfulde fri er den perfekte opskrift på en flerdimensionel krise. Vinden er sået, snart høster vi stormen.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
|
