DEN DIGITALE UDFORDRING
-om hjerneforskeren Manfred Spitzers bog
Af Lars Thor Smith

 

(Lars Mikkelsen: Dette er et langt skrift, som senere kommer i det danske Steinerblad).

Tilegnet Sidsel Louise (som satte mig på sporet af opmærksomhedsforstyrrelsen, dens væsen og årsager)

Hvis store dele af menneskeheden er på vej imod en elektromagnetisk forårsaget digital demens med en epidemisk anlagt opmærksomhedsforstyrrelse som bevidsthedsmæssig følge, så skyldes det ganske simpelt, at der er gigantiske pengeinteresser involveret i udbredelse og markedsføring af den ny teknologi  

Den tyske hjerneforsker og psykiater, Manfred Spitzer, har skrevet en bog, ”Digital demens – alt om, hvordan digitale medier påvirker dig og dine børn”, han selv i indledningen hævder kan virke ”meget ubehagelig” (s. 13).

 Bogen er også umulig at komme uden om, for den handler om det scenarie, der udspiller sig, hvis den elektromagnetiske stråling, som udgår fra den digitale teknologi, vi til daglig omgiver os med i form af mobiltelefoner, computere etc. , bliver så fremherskende en del af vort nærmiljø, at vi rent faktisk bliver digitalt demente, det vil sige ude af stand til egentlig at erkende, hvad der er sket med os.

”…for det hører jo trods alt til demensens væsen, at man er kritikløs, ikke længere egentlig kan tænke og fremfor alt ikke længere får med sig, hvad der egentlig sker omkring én. Netop fordi vi allerede er digitalt demente, er der ingen som mærker noget, og fremfor alt ingen som protesterer.” (s. 299)

Så langt er vi ikke kommet ud endnu, mener Spitzer, og derfor har han også skrevet bogen.

Nu handler ”Digital demens”  stort set IKKE direkte om elektromagnetisk stråling, den nævnes faktisk ikke med mange ord, bortset fra først i bogen, hvor Spitzer drager en parallel imellem vore dages ukritiske teknologi-begejstring og indførelsen af røntgen-pediskoperne i amerikanske fodtøjsbutikker i årene 1925-1955. ”Også dengang var man uvidende om de sundhedsmæssige følger af stråleskade”, siger han.

Derimod handler bogen om den digitale teknologis kognitive og sociale bivirkninger, alt sammen betragtet meget nøgternt fra en hjerneforskers synspunkt.

”.. akkurat som man i dag har forstået, at virkelig mange civilisationssygdomme skyldes misforholdet imellem tidligere livsmåder…og den moderne livsstil, kan man forstå den negative virkning fra digitale medier på åndelige-sjælelige processer i en evolutions- og neurologisk-biologisk sammenhæng. Det drejer sig om… mekanismer og processer, som har med kognitive præstationer som opmærksomhed, sprog – eller intelligensudvikling at gøre, med andre ord psykens grundlæggende funktion.” (s. 16)

Computere i skolen ?

Bestræbelserne for at indføre digital teknologi så tidligt i undervisningssystemet som muligt har stået på i en årrække siden halvfemserne og ses over hele verden i dag.

I 1995 lancerede USA under præsident Clinton rapporten "Connecting K-12 Schools to the Information Superhighway", udarbejdet af konsulentfirmaet MCKinsey, om indførelsen af digital teknologi i hele det amerikanske uddannelsessystem. Præsidentens ekspertgruppe bestod af 36 personer, hvoraf to tredjedel af medlemmerne arbejdede i underholdnings- og hitech-branchen. Efterfølgende blev der brugt milliarder af dollars på at indrette de amerikanske skoler med digital teknologi (se noter).

 I Tyskland konkluderede rapporten fra undersøgelseskommisionen, ”Internet og digitalt samfund” stilet til den tyske forbundsdag, i 2011, uden at nævne et eneste kritisk argument imod digital teknologi:

 ” Undersøgelseskommissionen anbefaler…at alle elever på første og andet ungdomstrin udstyres med mobile datamaskiner.”

I år 2000 barslede den daværende socialdemokratiske regering i Danmark med en ny visionær plan for Folkeskolen. Undervisningsminister, Margrethe Vestager, havde visioner om en ny og mere kreativ undervisning.

Da man imidlertid ikke kunne komme igennem med forslaget, blev det skrinlagt og hvad skete ?

Man besluttede istedet at indkøbe ny teknologi til Folkeskolen for 50 millioner kroner.

Det amerikanske ”One Laptop pr. Child”–initiativ fra 2005 solgte en økonomi-laptop, specielt designet til skolebørn i udviklingslande. I Sydamerika solgte computeren godt en halv million, i Rwanda, Afrika 100.000, mens Indien i 2006 besluttede, at der var andre ting end computere, der var mere brug for i indiske skoler – lærere og klasseværelser for eksempel. 

Spor i hjernen

Manfred Spitzer begynder bogen med at understrege, at han ikke er teknofob, altså lider af skræk overfor ny teknologi.

”I mere end et kvart århundrede har jeg så at sige dagligt arbejdet med computere. Jeg kan lige så lidt som de fleste andre tænke mig et liv uden dem.” (s. 20) .

En af de mest overbevisende ting ved Manfred Spitzers bog er netop  hans udgangspunkt i moderne eksperimental videnskabelig forskning, specielt indenfor forfatterens fagområde, hjernevidenskab.

”Man kan rigtignok ikke se væksten i hjernen efter lang tids mentalt arbejde på samme måde som en muskel, der bliver større efter intens træning, men der foregår alligevel en markant forandring. Synapserne bliver større, når der er behov for dem og skrumper ind og dør til slut ud, når de ikke bliver benyttet.” (s. 52)

I gamle dage talte man om hukommelsesspor. Nyere hjerneforskning viser, hvor konkret vi kan forstå dette udtryk.

”Ved at elektriske impulser bevæger sig igennem nerveforbindelser (synapser) forandrer disse synapser sig og leder impulserne bedre. Dette betyder på længere sigt, at impulserne laver stier gennem hjernen. Disse stier er virkelige, strukturelle spor…Der findes også et ganske enkelt ord for det: Læring.” (s. 55)

 Læring sætter altså konkrete spor i hjernen, og jo grundigere læringen er, desto dybere er de.

”Vor hjerne fungerer altså i en vigtig forstand akkurat som en muskel. Når den bliver brugt, vokser den. Når den ikke bliver brugt, skrumper den ind.” (s. 39)

Læring i flere tempi

I ét af de interessanteste kapitler i bogen, ”Med laptop i børnehaven” redegør Spitzer for, hvordan børns hjerner  i bund og grund er ufærdige og i færd med at vokse på en helt anden måde end voksnes. Derfor lærer børn og voksne også på helt forskellig måde.

"Menneskets forsinkede hjernemodning i forhold til andre primater blev længe betragtet som en ulempe. Først i den

 

senere tid blev det klart, at MODNINGEN AF HJERNEN TIL SYVENDE OG SIDST ERSTATTER EN GOD LÆRER. En god lærer sørger for, at vi begynder med det enkleste. Først når vi har lært os det, følger de vanskeligere opgaver og så de endnu vanskeligere. " (S. 165)

Børns modningsdygtige hjerner muliggør, at læringen hos dem sker i flere tempi, hvor de hurtige grundlæggende processer, der trækker hukommelsesspor i hjernen, går forud for de langsomme mere specialiserede, som bygger videre på disse spor.

Spitzer sammenligner det med golfspilleren på en golfbane. Denne må først søge at komme så tæt på hullet med store, unøjagtige slag og derefter, når bolden skal spilles i hul, fortsætte med korte, mere præcise slag. Men enhver, der har prøvet golf, ved, at man ikke kommer langt ved at begynde med de små, nøjagtige slag. Det indledende arbejde må gøres først!

Helt på samme måde er det med børns hjerneudvikling.  Forskningen viser, at udvikling af motoriske evner skaber de grundlæggende spor i hjernen, som senere specialiseres til andre spor, der befordrer mere mentale evner.

Sprogindlæringen er et godt eksempel på at intellektet ikke kommer først i barnets modning. Spitzer påviser, hvordan evnen til at tale faktisk tilegnes før evnen til at tænke, noget antroposoffer jo har hævdet i årevis. Han fortæller, hvordan der dannes sprogcentre i hjernen ved hjælp af akustiske signaler, at vi altså lærer at tale ved at høre os selv og andre snakke! Med andre ord: Ordet kommer før tanken!

"Hvis du havde haft den hjerne, du har nu, allerede ved fødslen, ville du sandsynligvis aldrig have lært at snakke !" (s. 168)

 

Embodyment – kropsliggjort læring

Med sin argumentation på neurobiologisk grundlag sanktionerer Spitzer sandheden i Rudolf Steiner-pædagogikken og andre pædagogiske metoder, der lægger vægt på, at den intellektuelle udvikling følger EFTER en uddannelse af de motoriske færdigheder!

”Det afgørende er, at kroppen er umiddelbart medvirkende under prægningen af sporene på enkle områder i hjernebarken, og at enhver ”højere” mental funktion på det tilsvarende område i hjernen kun kan finde sted i sporene af disse enkle arealer. Videre véd vi, at disse spor er ganske resistente overfor forandringer eller for at sige det på en anden måde: De spor, der først er anlagt, forandrer sig ikke noget særligt senere i livet.” (s. 173)

Netop fordi den motorisk baserede indlæring skaber de dybeste, mest grundlæggende spor i hjernen er det åbenbart, at inddragelse af motorisk baseret læring og sansetræning danner forudsætning for en senere uddannelse af de mentale evner- ikke omvendt!

”Den som ikke har skabt klare, skarpe og tydelige spor på de lavere niveauer kan vanskelig lære sig at tænke abstrakt på højere niveauer, for inputs til de højere niveauer kommer fra de enklere og lavere. Ting som ikke har efterladt sig nogen spor på de lavere niveauer, fordi de tilsvarende mønstre ikke er bearbejdet afsætter overhovedet ingen billeder på de højere niveauer…Udfra dette udviklingsneurobiologiske udgangspunkt er nyere studier omkring embodyment, altså kropsliggørelse af tankeprocesser, af stor betydning. Dette handler om, at vi har kroppen med os overalt helt fra fødslen og bruger den til at erobre verden…”
 (s. 171 ff.)

Barnets læring forberedes altså bedst ved så tidligt som muligt at være i så umiddelbar kontakt med den fysiske verden som muligt.

”…hjernedannelsen i børnehaven (er) på ingen måde uden konsekvenser for funktionerne senere hen i livet. I omtrent hundrede år har man vidst, at fingrene og matematikken er ganske nært knyttet sammen i vort hoved: Den har så at sige en finger med i spillet i alle matematiske beregninger. Abstrakte tal, størrelser etc. måtte jo på et eller andet tidspunkt gribes med fingrene, og sådan nåede de frem til hjernen.…For at sige det på en anden måde: Hvor godt vi kan gøre brug af vore fingre og fremfor alt, hvor megen anledning vi havde til at bruge dem som børn er af stor betydning for evnen til at håndtere tal. Studier har vist, at de børn i børnehaven, som er flinke med hænderne, senere bliver flinke i matematik.” (s. 178 f.) Håndens evneer forudsætning for åndens!

Spitzer leverer det klare videnskabelige bevis på, at for børn, hvis hjerner er i udvikling, virker f.eks. retskrivning med blyant-papir, tegning af bogstaverne, som det finder sted i Steiner-skolen eller - for helt små børn – fingerlege betydeligt dybere ind på hjernens udvikling end at pege på og flytte ord rundt på en laptop eller en digital tavle, en såkaldt smartboard.

”…det (er) bare ved handlingsrettet læring og ikke ved at pege at handlingsaktivitetsmønsteret i hjernen er blevet del af den indlærte begrebsmæssige struktur…Måden vi lærer noget på bestemmer, hvordan det, vi har lært, bliver lagret i hjernen. Da bliver det også klart: Den, som oplever verden alene igennem museklik, sådan som mange medie-pædagoger anbefaler, bliver tydeligt mindre dygtig – eller snarere tydeligt langsommere til at tænke over den. Et museklik er ikke noget andet end en pegehandling og derfor ingen form for handlende omgang med en genstand. Den som er i gang med at tilegne sig verden burde altså absolut vende sig mod den virkelige verden. Når jeg lærer mig ting på computere, bliver de svagere repræsenteret, end når jeg behandler dem direkte…Følgelig fører den digitale verdensoplevelse påviselig til en betydelig indskrænkning af hjernedannelsen….” (s. 183 ff.)

Digital teknologi fremmer overfladisk læring

Med argumentet ”fordybelse fører til bedre lagring, altså hukommelse i hjernen”, leverer ”Digital Demens” sit mest afgørende argument, ikke nødvendigvis imod den digitale teknologi som sådan, men i hvert fald imod denne teknologi som egnet læringsredskab for børn i førskole- og den tidlige skolealder.  

”Når jeg beskæftiger mig indgående med et nyt emne, bliver alle aspekter og egenskaber opfattet af forskellige områder af hjernen. Denne intensive bearbejdning ud fra alle mulige aspekter fører til forandring i utroligt mange synapser og derved til at indholdet lagres bedre.. Det modsatte har selvsagt også gyldighed. Jo mere overfladisk jeg behandler et sagsforhold, desto færre synapser aktiverer jeg i hjernen. Resultatet er, at jeg lærer mindre… Denne indsigt er så vigtig, fordi digitale medier og internet netop af denne grund må have en negativ effekt på læring… For det første fører det…til mere overfladiskhed, noget som kommer til udtryk rent sprogligt i de begreber, der knytter sig til brugen. Tidligere blev tekster læst, nu bliver de skimmet, altså læst overfladisk. Tidligere trængte man ind i materien, i dag surfer man på nettet (glider altså henover indholdet)”. (s. 72)

De digitale medier medfører en passivitet i brugen af hjernen, som på sigt svækker den, altså mindsker skabelsen af de nævnte ”spor i hjernen”.  Det er næsten denne teknologis væsen, at den fremmer overfladisk læring.

-Når vi bruger satellit-navigeringsudstyr i bilen, holder vi op med at lægge mærke til verdenshjørnerne og hvor vi befinder os, og stedsansen, der har sæde i hippocampus, svækkes.

-Når vi gemmer adresser og telefonnumre på mobiltelefoner og laptops i stedet for at lære dem udenad, svækker vi hukommelsen.

-Når små børn ser video og udsættes for digitale medier svækker de det kontrolsystem, som befinder sig ihjernen og opøver rent faktisk en opmærksomhedsforstyrrelse (se senere)

-Vi har vænnet os til at forestille os, at viden er noget, vi kan google os frem til – og mange mennesker mener, det er nok at henvise til et link, hvis de vil argumentere for en sag. Til det siger skribenten, Nicholas Carr i bogen ”The Shallow”:

”Nettet ser ud til at have frataget mig muligheden for koncentration og kontemplation. Hjernen forventer nu at finde informationer på nøjagtig samme måde som på nettet: I form af en hurtig bevægelig strøm af partikler…Mange af mine venner siger de har de samme gener: jo mere de bruger internet, desto mere må de anstrenge sig for at fokusere på længere tekster.” (s. 15)

I et selvstændigt kapitel kommer Spitzer ind på de såkaldte sociale medier og viser, hvordan den anonyme, ansigtsløse elektroniske kommunikation ikke nødvendigvis gør os mere sociale, tværtimod.

Han påviser med basis i videnskabelige undersøgelser, hvordan voldelige videospil rent faktisk øger både afstumpningen overfor andre mennesker og villigheden til at gribe til vold for at løse et problem– og hvordan sloganet ”digitale indfødte” ikke er andet end en floskel skabt af den digitale medieindustri.  

Endelig påviser han, hvordan multitasking - altså dette at betjene mange elektroniske medier på engang - er den sikre vej til udviklingen af opmærksomhedsforstyrrelser. Det vil jeg se nærmere på i det følgende.  

Stress

”Man er længe gået ud fra, at nervecellerne i hippocampus, som under vedvarende og stærk belastning, kan uddø, hvis de udsættes for yderligere påvirkninger, for eksempel stress…Det medfører…, at nervecellerne i hjernen dør.” (s. 37f)

Men hvad er den primære kilde til stress ? Med udgangspunkt i et forsøg med rotter godtgør Spitzer, at det er den manglende følelse af at have kontrol over sit eget liv, der gør et levende væsen stresset og ikke evnen til at gribe aktivt ind i det!

To rotter i et bur blev under forsøget udsat for elektrisk stød, når en lampe lyste. Den ene rotte kunne afværge stødet, nemlig ved at trykke på en mekanisk anordning, når lampen lyste, mens den anden rotte ikke kunne forhindre stødet. Sideløbende blev rotternes blodtryk og hjerterytme målt, og det viste sig, at det var rotten uden muligheder for at gøre noget ved sin situation, der var mest stresset!

”Det er ikke ubehagelige erfaringer, som skaber stress, men følelsen af at være uden indflydelse. Når vi ved, at vi ikke har nogen mulighed for at påvirke en situation og ingen kontrol har over den, udløser det kronisk stress hos os. Vi er altid stressede, når vi fratages kontrollen.” (s. 253)

Selvkontrol og belønningsudsættelse

I den såkaldte marshmallow (da. ”skumfidus”)-test, hvor børn tilbydes slik, men sættes i en valgsituation med  

udsigten til mere slik, hvis de udsætter deres øjeblikkelige trang til de søde sager, afsløres de enkelte børns evne til belønningsudsættelse. Dette er en evne der hænger sammen med evnen til selvkontrol og har sæde i frontalhjernen.

Spitzer kommer ind på, hvordan vi i det moderne samfund reelt er frataget den naturlige mulighed for at uddanne viljestyrke ved at udsætte belønninger og øve kontrol over os selv. I stedet har vi en række kulturelt betingede og pædagogiske midler til dette.

”Børnehavens lege- fra en udviklingsneurobiologisk synspunkt er det ren frontalhjernetræning. Og den mentale frontalhjernetræning som foregår her har ikke med sprog eller regning at gøre, men med viljesstyrke…Undersøgelser viser, at selvkontrol kan indøves effektivt i barndom og ungdom, når man er opmærksom på at skabe situationer og handlingsforløb i skole og børnehave, som tager hensyn til dette.” (s. 246 ff)

Nu viser andre undersøgelser, at evnen, vi har til selvkontrol som børn, rent faktisk har indflydelse på vort voksenliv. En undersøgelse af over tusind børn i New Zealand fandt sted, da børnene var 3, 5, 7 og 11 år – og igen i voksenalderen – og den gav et forbavsende resultat:

”Her viste det sig, at sundhed, velstand og sociale forhold hang sammen med graden af selvkontrol i barndommen. Den, der havde styr på sig selv allerede som barn, var som voksen sundere (det gjaldt  alt fra bedre tænder til sjældnere forekomst af diabetes), tjente mere og var langt mindre truet af tab af social status og fattigdom, havde mindre tilbøjelighed til kriminalitet og havde fremfor alt tydeligt færre afhængighedsproblemer…Også såkaldte ungdomssynder (fra butikstyveri til uønsket svangerskab) var langt mindre almindelige blandt de, der (ifølge undersøgelsens tests) havde haft styr på sig selv som børn.” (s. 249) 

Opmærksomhedsforstyrrelsens væsen

Spitzer sætter i bogen selvkontrol og stress op som modsætninger. Voldsom påvirkning af stress  kan føre til en opmærksomhedsforstyrrelse.

”Opmærksomhedsforstyrrelser er det modsatte af selvkontrol: Den, der hele tiden er distraheret eller urolig har ikke styr på sin motorik og er i stedet styret af den.” (s. 253)

En test af to forskere ved Stanford Universitetet i USA viste, at mennesker, der multitasker meget (altså for eksempel betjener sig af to eller flere elektroniske medier samtidig) betydeligt lettere lader sig distrahere af uvedkommende detaljer end mennesker, der multitasker mindre.

”Multitaskere har vanskeligere ved at lukke nøjagtige indtryk fra omverdenen ude…er mindre dygtige til at ignorere ubetydelige indtryk i hukommelsen…og er mindre effektive når det gælder at undertrykke relevante… opgaveskift.” (s.238)

I bogen taler Spitzer, med udgangspunkt i den amerikanske børnelæge, Dimitri Christakis og hans medarbejdere, der som de første kunne påvise, at TV-konsum i den tidlige barndom fører til øget forekomst af opmærksomhedsforstyrrelser i skoleårene, regelret om ”indøvelse af opmærksomhedsforstyrrelser”, nemlig ved hjælp af computerspil og stort fjernsynsforbrug hos børn og unge.

Dette bekræftes af det anderkendte fagtidsskrift for børnelæger, Pediatrics, som i 2011testede 60 børn i 4-årsalderen ved at lade tre forskellige grupper udsættes for tre forskellige situationer:

Visning af en hurtig tegnefilm med sceneskift gennemsnitligt hvert 11. sekund
Visning af en roligere film med sceneskift ca. hvert 34. sekund
Ni minutter hvor børnene skulle tegne
Herefter blev der udført test af børnenes kognitive og manuelle færdigheder. Resultatet var slående: 

(her kan evt. indsættes grafisk billede af undersøgelsesresultatet) 

”Man ser tydeligt, at den hurtige tegnefilm sender evnen til selvkontrol ned i kælderen, mens koncentration om tegning giver en betydelig forbedring af selvkontrollen…” (s. 254 ff)

Konklusionen er klar:
”Digitale medier modvirker evnen til selvkontrol og er derfor stress-udløsende. Den, der går ind for, at sådanne medier skal ind i børnehaver eller grundskole må tage dette med i beregningen.” (s. 260). 

Selvkontrol og sukkerstofskifte
”Digital Demens” trækker en interessant linje imellem opmærksomhedsforstyrrelser, der i vor tid har antaget epidemisk karakter blandt børn og unge, og så den stadig mere udbredte aldersrelaterede diabetes 2. Denne form for diabetes forekommer i dag blandt stadig flere og stadig yngre børn og unge og er årsag til rene fedme-epidemier blandt disse (se noter).

Vi har allerede været inde på, hvordan digital teknologi kan udløse opmærksomhedsforstyrrelser. I bogen påvises det, hvordan søvnløshed og depression er andre forekommende uønskede effekter af digital mediebrug. Bogen henviser til svenske og tyske undersøgelser.

”En nyligt publiceret svensk undersøgelse blandt 1127 unge mennesker viste, at søvnforstyrrelser er meget vanlige både blandt mænd og kvinder. Disse fund blev senere uddybet med yderligere 4163 forsøgspersoner i alderen 20 til 25 år. Brugen af digitale medier særligt om aftenen, blandt kvinder særligt chat og e-mails, videospil hos begge køn og også den konstante tilgængelighed på mobil gik hånd i hånd med forekomsten af øgede søvnforstyrrelser.” (s. 266) ”…de allerede nævnte svenske undersøgelser viser en tydelig sammenhæng imellem benyttelse af digitale medier på den ene side og forekomsten af stress og depressioner på den anden,…. Kronisk stress på grund af manglende kontrol over eget liv udløser ikke alene svigtende immunforsvar, hormonelle forstyrrelser og lavere aktivitet i fordøjelse, muskulatur, hjerte og kredsløb, men fører også til at nerveceller i hjernen dør,…noget der fører til indskrænkning af koncentration og hukommelse. Kronisk søvnmangel fører altså til depressioner, som igen forstyrrer søvnen. Men får altså en ond cirkel af forstyrret søvn, dårlig stemning og en følelse af tungsind og mathed. Depression er med andre ord det fælles slutpunkt for de forandringer af krop og sjæl, som forårsages af digitale medier.” (s.269)

Men ”søvnmangel fører til en reduktion i bugspytkirtlens funktion.” (s. 267) som igen er årsagen til manglende produktion af insulin. Dette bevirker at fødens næringsemner optages dårligt af cellerne. ”Denne insulinudskilning efter et måltid er forstyrret hos mennesker med kronisk søvnmangel, noget, som fører til højere blodsukkerniveau.” (s. 267)

Blodsukkeret bliver liggende i blodet og optages ikke. ”Søvnmangel fører altså til forandring i stofskiftet, som kan udvikle sig til diabetes.” (s.267).”Vi begynder nu at forstå årsagerne til epidemiske øgning i sygelig overvægt hos børn og unge. Fremfor alt er drenge udsat, hvis de tilbringer utroligt megen tid med digitale medier.” (s.267)

Set fra et spirituelt synspunkt er blodsukkerproduktionen interessant i denne sammenhæng, fordi den er knyttet til menneskets jeg-dannelses-proces. Dette kan måske lyde lidt kryptisk, men med Spitzers tanker om selvkontrol som forståelsesramme, giver det faktisk mening:

”Særlig nævneværdig synes jeg, det er, at frontalhjernen (hvor evnen til selvkontrol altså har sæde, LTS) er specielt ”ømtålelig” og ikke alene når man er udmattet, men også at den ikke fungerer lige godt for eksempel, når blodsukkerniveauet synker.” (s. 256))

Nu må man spørge sig selv, om der er sammenhæng imellem den øgede brug af digital teknologi, den epidemiske forekomst af opmærksomhedsforstyrrelser blandt børn og unge (Ifølge journalist Karin Kaas lider ”Mellem tre og seks procent af alle børn (af) ADHD….hvis man skønner forsigtigt …svarer det til, at 60.000 danske børn lider af ADHD.” Kilde: Sygeforsikringen Danmark, se også noter) og så fedme-epidemi og diabetes-forekomst, som også er i kraftig stigning i disse grupper.

Vi har jo set, at opmærksomhedsforstyrrelsen er såvel symptom på og årsag til en manglende indre selvkontrol, der sætter os i stand til at bringe omverdenens skiftende indtryk ind i en meningsfuld indre sammenhæng. Denne selvkontrol er i sig selv  psykologisk ”sødmefyldt”, giver sig udslag i produktionen af blodsukker og tilfredsstiller dermed  det, Spitzer kalder for vort ”belønningssystem”.  Dermed forhindrer den, at vi kontant må styrte fra ydre indtryk til ydre indtryk for at føle os nærede. 

Underholdning eller  designerdrug ?

Men den digitale teknologi (og fjernsynet, se noter), siger Spitzer, med udgangspunkt i talrige seriøse undersøgelser, fremmer i kraft af sin adspredende karakter, den manglende evne til selvkontrol, den stress og indre uro,  som er hovedårsagen til opmærksomhedsforstyrrelser.

”…mange mennesker har da også forstået, at dataproducenternes råb om den digitale revolution i klasserummet ikke stemmer. De nye medier er ganske enkelt blevet en del af hverdagen, hævdes det, og vi må vænne børn til dem. Til det må vi bare svare: Akkurat som alkohol, nikotin og de andre nydelsesmidler har data og internet et afhængighedspotentiale. Data- og internetafhængighed er blevet hyppigt forekommende fænomener med ødelæggende følger for dem, det gælder.” (s. 21).

Og som den trofaste ledsager til den ”indøvede opmærksomhedsforstyrrelse” igennem digitale medier finder vi de sukkerholdige produkter, som indtages under medieaktiviteten og som der reklameres med på skærmen:

”For de, som spiser de produkter, der reklameres for, saboterer deres belønningssystem på længere sigt og må derfor hele tiden spise mere for at få samme belønnings-effekt.” (s.137)

Manfred Spitzer  argumenterer troværdigt for, at vi er ved at gøre hele generationer  afhængige af et designerdrugs, der systematisk underbygger undermineringen af denne selvkontrol i barn- og ungdom igennem den konstante brug af fjernsyn, computerspil, laptops og andre elektroniske medier – og dermed skaber forudsætningerne for epidemiske tilstande af organisk funderet opmærksomhedsforstyrrelse, med alt hvad dette medfører af sygdomme, fedme, diabetes og depression, overalt i samfundet. Spitzer taler i bogstaveligste forstand om en ”nedadgående spiral” rent sundhedsmæssigt. Kriminologen, Christian Pfeiffer taler i bogen ”Die PISA-Verlierer - Opfer ihres Medienkonsums” (2007) i forbindelse med computerspil reelt om en ”fortabt generation af unge mænd”.

Bogens rystende konklusion, godt dokumenteret af talrige undersøgelser, der beskrives detaljeret,  lyder:

”Brug af computere i tidlig børnehavealder kan føre til opmærksomhedsforstyrrelser. I forskolealder kan det føre til læseforstyrrelser. I skolealderen ser man tegn på øget social isolation. Dette fremgår af amerikanske og senere også tysk undersøgelser.” (s. 25)

Og:
”Computere fremmer nemlig ikke læringen hos unge mennesker. De hæmmer læring eller har i bedste fald ingen virkning overhovedet.” (s. 24)

For pengenes eller børnenes skyld ?
”Læring udelukkende ved hjælp af computere fungerer ikke – det kan efterhånden selv de ivrigste talspersoner for brug af computere istemme.” (s. 14).

Todd Oppenheimer skrev allerede i 1997 artiklen ”The Computer Delusion” om de tvivlsomme resultater af digitaliseringen af de amerikanske skoler. Og på trods af, at ”gode fagtidsskrifter i mere end 15 år har publiceret artikler af seriøse forfattere, som afviser at læring bliver mere effektiv med computere på skolen”, såfortsætter anbefalingen af indkøb af ny teknologi til skolerne alligevel som de ovenstående eksempler har vist – hvorfor?

Bogen ”Digital demens” fortæller den rystende historie om den virkelige baggrund for teknologi-begejstringen i vort samfund – stærke pengeinteresser søger at overbevise os om, at teknologien er ”uundgåelig” – og skal indføres i pædagogikken så tidligt som muligt, selv om al forskning viser, at det i bedste fald ingen virkning har på børns læring.

Uwe Afemann, matematiker og elektrotekniker og tidligere bestyrelsesmedlem i faggruppen for informatik og den tredje verden ved universitetet i Osnabrück siger: 

”Næsten alle undersøgelser om læringsfordelene ved brug af computere i skolen blev ikke uden grund sat i gang og sponsoreret af data- og telefonindustrien”

I ét af bogens afsluttende kapitler, der sagtens kunne give næring til diverse konspirationsteorier, hvis ikke det var så faktuelt underbygget af Spitzers egne rystende erfaringer som ekspert, stiller han selv spørgsmålet ”hvorfor der ikke gribes ind over for denne udvikling – hvorfor især vores politikere virker totalt handlingslammede med hensyn til at sætte grænser for digital teknologi ”– og hans svar lidt senere i samme kapitel lyder:

”Politikerne er afhængige af medierne, dem som gør dem til sine fjender, bliver offentlig tilintetgjort. Og netop derfor sker der ingenting. ”(s. 290)

”Der findes folk, som tjener utroligt mange penge på digitale produkter, og som er helt ligeglade med menneskers og særligt børns velbefindende. Man kan sammenligne dem med våbenproducenter og –forhandlere, der som bekendt tjener penge på andre menneskers død…Inter, Apple, Google, Facebook og lignende store firmaer vil gerne tjene penge, og de fører lobbyvirksomhed. De placerer med stor dygtighed fejlinformation, akkurat som tobaksindustrien i halvfjerdserne (”rygning er ikke farligt, videnskaben har delte meninger” etc.). De fordrejer fakta, tåge- og mørkelægger. Og så længe ingen hidser sig op, sker der heller ikke noget.” (s.26)

Og den digitale industris lobbyister når langt ind i både politikeres og såkaldte ”eksperters” rækker.

”Det som er problemet er…, at der findes en lang række institutioner, til dels også ved universiteter eller andre seriøse forskningscentre, som er delvist eller helt financieret af de digitale medier. Og da man ikke bider hånden på den, der fodrer én, kan man ikke forvente nogen kritik af digitale medier fra den kant.” (s.296)

Erhvervsinteresser har med andre ord sneget sig ind i den forskning, der skulle være fri og uafhængig og vil påvirke vores holdning til uddannelse med deres af naturlige årsager forudindtagede holdning.

”For øvrigt bør du heller ikke stole på nogen ekspert, før du har undersøgt, hvem der betaler hans løn! Som vi har påvist flere gange i denne bog, har den digitale lobby mange penge og er villig til at bruge dem for at få sin vilje.” (s.324)

Lad os afslutningsvis give ordet til Michael Bellino, en elektronikingeniør ved Boston Universitys Center for Space Physics. I efteråret 1996, da skoleledelsen i Mansfield, Massachusetts havde aflyst den foreslåede udvidelse af undervisningen i kunst, musik og bevægelsesorienterede fag til fordel for indkøb af computere mødte Bellino frem for Massachusetts Board of Education for at protestere. Han sagde:

”Formålet med skolerne er, som en lærer argumenterer: ”Vi skal lære eleverne snedkerhåndværk, ikke hammer! Vi lærer tilværelsens hvorfor og hvordan. Redskaber kommer og går. At begrænse sig til at undervise vore børn i brugen af redskaber begrænser deres viden til disse redskaber og sætter således deres fremtid på spil.” (citeret fra Todd Oppenheimer: The Computer Delusion, se noter)

 

NOTER:
Medieforbrug:
-Medietilsynet i Norges undersøgelse ”Børn og medier” fra 2014 viser, at næsten alle børn – 98 procent har tilgang til et TV, enten på eget eller i et fællesrum, lidt færre har tilgang til spillekonsol (86 procent) og netbrædt (82 procent). 7 af 10 børn har tilgang til PC/Mac, 77 procent af børn imellem 9 og 16 opgiver, at de er på nettet dagligt, 94 procent af børn mellem 9 og 16 har tilgang til mobiltelefon, mens 83 procent har en smartphone. 94 procent af alle børn imellem 9 og 16 opgiver, at de spiller computerspil i fritiden.

-”I Tyskland ligger medieforbruget blandt niendeklasseelever på næsten 7 en halv time dagligt, fremgår det af en stor spørge-undersøgelse blandt 45.000 skoleelever fra 2009. Brugen af MP3 og mobiltelefoner er ikke medtaget i undersøgelsen.” (s.11)

-Kaiser Family Foundation (USA) lavede i 2005 en undersøgelse blandt 2032 børn og unge imellem 8 og 18 år, som blev udspurgt om deres medievaner. Regnede man alle medier med brugte gruppen i gennemsnit medier i 8,5 timer om i døgnet.

-”I USA begynder børn at se på TV fra de er gennemsnitligt ni måneder gamle, og 90 procent af alle børn ser regelmæssig TV før de er to år.” ”Konsumet for børn under 1 år er en time, for toårige mere end halvanden time dagligt. En tredjedel af børn under 6 har fået eget TV på værelset. ” (s. 136) 

Afhængighed:

-”Omtrent 250.000 fjorten-femtenårige regnes for internetafhængige, 1.4 millioner regnes for at have store problemer med internet” fortæller  en årsberetning om misbrug og afhængighed, udarbejdet af Den tyske Forbundsregering i 2012.(s.7)

-”Data om internetafhængighed blev fremlagt i en rapport til det tyske sundhedsministerium i maj 2011 i af forskere ved universiteterne i Lübeck og Greifswald i samarbejde med hollandske kolleger fra Nijmegen og Rotterdam. Som repræsentativ stikprøve havde man udspurgt i alt 15024 tyskere i alderen 14 til 64 år på telefonen. 1,5 procent af de adspurgte havde tegn på internetafhængighed…Dette er mennesker, som i gennemsnit tilbringer 29,2 timer om ugen på Internet. I aldersgruppen 14 til 40 er andelen af mennesker med internetafhængighed på 2,4 procent og i aldersgruppen 14 til 16 år så høj som 4 procent. (s.271)

-”Ifølge en repræsentativ udspørgning af 15168 femtenårige lavet af det kriminologiske forskningsinstitut i Niedersachsen (KFN) i Tyskland (i 2009 LTS) er det 4,3 procent af pigerne og 15 procent af drengene, der spilder computer- eller videospil mere end 4,5 time dagligt. I denne undersøgelse er det 3 procent af drengene og 0,3 procent af pigerne der klassificeres som afhængige. Det svarer til, at der findes omkring 14400 computerafhængige tyske niendeklasse-elever (13000 drenge og 1300 piger)” (s.273 f.)

- I Sydkorea, landet med det største antal digitale medier i skolen og alle elever får netbrædt fra 1. klasse, skønnedes 12 procent af skoleelever at være internetafhængige i 2010. 

 

Digitale medier i skolen:

-Efter udarbejdelsen af McKinsey-rapporten i 1995 anvendte staten New Jersey 10 millioner dollars på computere i klasseværelserne i statens skoler. I Union City, Californien, anvendte et enkelt skoledistrikt 27 millioner dollars på at købe digitalt udstyr til i alt 11 skoler. En arbejdsgruppe i Californien anbefalede et budget på 11 milliarder dollars til computere i skoler i Californien, der i forvejen har lidt meget under nedskæringer på skoleområdet.

-I  Storbritannien har 50 procent af alle klasselokaler digitale tavler.

-I Argentina havde alle elever en PC i 2009. 

Digitale medier og afhængighed/depression/kriminalitet:

-”En rundspørge foretaget af britiske forskere (i 2009 LTS) blandt 1319 unge og unge voksne om brugen af internet kortlagde samtidig depressive symptomer udfra en standardiseret målestok. I hele gruppen kom der en tydelig sammenhæng imellem på den ene side internetanvendelse og en tendens til internetafhængighed, på den anden side tilstedeværelse af depressive symptomer til syne. Mænd var kraftigere ramt end kvinder og frem for alt yngre forsøgspersoner signifikant kraftigere ramt end ældre. En lille gruppe på 18 forsøgspersoner (1,2 procent) opfyldte kriterierne for internetafhængighed. Disse forsøgspersoner var middel til svært deprimerede og brugte frem alt internet til spil og pornografi.” (s.270)

- ”En tysk undersøgelse i regi af forskningsinstituttet Forsa blandt to grupper på tusind tysksprogede unge imellem fjorten og tyve år – den ene fra Nordrhein-Westfalen og den anden fra hele Tyskland – gav følgende resultat: I Tyskland havde 32 procent af de unge allerede en gang været offer for mobning, i Nordrhein-Westfalen var det 36 procent. Hver femte elev var blevet direkte truet eller krænket på internet eller via mobiltelefon. Hver sjette havde oplevet chikane og omkring ti procent misbrug af internet-identitet. Omkring hver femte af de adspurgte kunne forestille sig, at de selv blev gerningsmand, og hver tolvte var det allerede.” (s. 115)

Digitale medier og lektielæsning/forældrekontakt

-”Børn der spiller videospil bruger 30 procent mindre tid på læsning og 34 procent mindre tid på lektierne” (s. 190)

-En newzealandsk undersøgelse i 1987/88 med 976 15-årige viser, at ”for hver time ekstra med fjernsynskigning steg risikoen for dårligere forældrekontakt med 13 procent og risikoen for en svagere kontakt til jævnaldrende og venner med så meget som 24 procent.” (s. 199) En tilsvarende undersøgelse i 2004 med 2043 newzealandske unge viste en forværring af forældrekontakten ved konsolspil på 20 procent i forhold til den tidligere undersøgelse.

Fedmeepidemier blandt børn

- Børnelæger snakker om en epidemisk øgning af diabetes 2-sygdom blandt unge mennesker: ”Repræsentative data for Robert Koch-Instituttet i Berlin viser, at der er totalt 15 procent (1,9 mio) tyske børn og unge som er overvægtige, af dem 800.000 (6,3 procent) i sygelig grad (adipøse)”

-I Storbritannien er 32 procent drenge og 31 procent af pigerne overvægtige.

-”Også i Norge har vi i undersøgelser bl.a. fra Bergen set en betydelig øgning af gennemsnitsvægten blandt børn de seneste 30 år, selv om den ser ud til at være fladet noget ud de sidste år. ” (s.134)

-I 2008 var 14 % af de 11-15-årige drenge i Danmark overvægtige, mens tallet for piger ligger lidt lavere på 10 %. 

Opmærksomhedsforstyrrelser 
- De sidste 10 år er der sket en tidobling i antallet af børn og voksne, der er i medicinsk behandling mod ADHD. I 2009 var 24.743 personer i behandling mod 2.129 i 2000. I 2011 skønnes omkring 15.000 i gruppen børn og unge at have taget medicin mod ADHD. I 2010 blev 1,56 procent af alle børn og unge under 18 år i Danmark behandlet med ADHD-medicin. Tallene stammer fra et notat om ADHD fra Lægemiddelstyrelsen.  

Fjernsynet

Manfred Spitzer har i en tidligere bog, ”Vorsicht Bildschirm”, givet de pædagoger, f.eks. Steiner-ditto, som i årevis har advaret mod at især helt små børn ser TV,  gode naturvidenskabelige argumenter på hånden.

Konklusionen nævnes også i ”Digital Demens”:

Fjernsyn i barndommen hæmmer læring for helt små børn, fordi disse har en grundlæggende anden måde at kombinere sanse- og motorisk udtryk på end for eksempel børn over 5 år. Det lille barn er ikke istand til at sortere i de hurtige klip på tegneseriefilm og derfor heller ikke istand til at integrere de, de ser. Resultatet af at udsætte helt små børn for film og fjernsyn er en indre rastløshed og forvirring, bogstaveligt talt en opmærksomhedsforstyrrelse.

Foreløbig kan man, med Spitzer, drage konklusionen: børn under 5 år bør reelt ikke udsættes hverken for digital teknologi eller/og for fjernsynsskærmen.

”Vorsicht Bildschirm”  blev, ifølge Spitzer, modtaget med begejstring af forældre og lærere, men skudt i sænk af en ministeriefinancieret rapport, uden at Spitzer fik adgang til et tilsvar. 
Litteratur:

Manfred Spitzer: Digital Demens – Alt om hvordan digitale medier virker på deg og barna dine, pantagruel (norsk) 2012
Die PISA-Verlierer – Opfer ihres Medienkonsums
Eine Analyse auf der Basis verschiedener empirischer Untersuchungen
Christian Pfeiffer, Thomas Mößle, Matthias Kleimann & Florian Rehbein
2007
Kriminologisches Forschungsinstitut Niedersachsen e.V. (KFN)
Todd Oppenheimer: The Computer Delusion, 1997, artikel i The Atlantic, amerikansk tidsskrift om litteratur, politik og udenrigsemner
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/1997/07/the-computer-delusion/376899/

http://www.dr.dk/nyheder/indland/kraftig-stigning-i-boern-paa-adhd-medicin

øvrige kildehenvisninger kan opgives ved henvendelse til : astropeuten1909@gmail.com

Lars Thor Smith, f. 1962, 9 års tysk skolegang, tysk sprogdiplom II, studier i klassisk klaver og musikteori i København, uddannet astrolog ved Den Nordiske Astrologiskolen i Oslo. Talrige artikler i danske og norske tidsskrifter om astrologi, spiritualitet og kultur